Efter byretten i Norge i mandags afsagde dom i en civil retssag mod Lunar, der tilkendte Lunar et erstatningsansvar, tager Lunar initiativ til at styrke sin kapitalposition. Lunar er uenig i byrettens afgørelse og anker dommen med påstand om fuld frifindelse for et erstatningsansvar. Med udgangspunkt i et forsigtighedshensyn forøger Lunar nu sit solvensbehov med det fulde erstatningsbeløb, og informerer samtidig Finanstilsynet om, at Lunar vil styrke sin kapitalposition.
Pressemeddelelse
Lunar tager initiativ til at styrke kapitalpositionen.
Publiceret 23/02 2024.
Lunar har informeret Finanstilsynet om, at selskabet vil styrke sin kapitalposition efter selskabet ud fra et forsigtighedshensyn, har besluttet at øge sit solvensbehov med det fulde erstatningsbeløb, som Oslo byret tilkendte Lunar. På den baggrund forventer banken, at Finanstilsynet senere i dag kommer med et nyt solvenskrav til Lunar.
I den kommende uge præsenterer Lunar sin plan for at styrke kapitalpositionen for Finanstilsynet. Planen vil sikre, at Lunar – hvis appelsagen mod forventning bliver tabt – altid lever op til selskabets individuelle solvensbehov.
”Vi er helt overbeviste om, at landsretten i Norge giver Lunar ret og frikender os pure for et erstatningsansvar. Vi vælger alligevel at gå med livrem og seler, og derfor har vi informeret Finanstilsynet om, at vi indregner erstatningsbeløbet i vores solvensbehov. Vi vil i den
kommende uge præsentere Finanstilsynet for en klar plan for, hvordan Lunar vil styrke kapitalpositionen yderligere, så vi lever op til det solvenskrav, som Finanstilsynet har til os – og de forventninger vores kunder og samarbejdspartnere har til Lunar,” siger Vibeke Bak Solok, CEO i Lunar Bank.
En ankesag i landsretten i Norge kan tage mere end ét år om at blive afgjort. Lunar forventer at vinde ankesagen. Hvis Lunar vinder, kan selskabet nedbringe sit individuelle solvensbehov med det indregnede beløb til erstatning.
Nylig kapitalstyrkelse.
Lunar har i slutningen af 2023 og i starten af 2024 styrket sig ved at rejse 200 mio. kr. i en kapitalrunde for eksisterende investorer.
”Vi er ærgerlige over, at dommen fra Oslo byret flytter fokus fra den positive forretningsmæssige udvikling, som er baggrunden for vores seneste kapitalrejsning på 200 mio. kr. Lunar øger indtjeningen, får nye erhvervs- og privatkunder og ser en meget lovende udvikling inden for Banking Services. Over den næste uge vil bestyrelserne og Lunar samarbejde om en solid plan for at styrke vores kapitalposition og dermed også vækstplatformen for Lunar i årene fremover. Den ser vi frem til at præsentere for Finanstilsynet,” siger stifter og CEO i Lunar Group, Ken Villum Klausen.