verybigimage

Pressemeddelelse

Lunar rejser 200 millioner i vækstkapital

Lunar rejser 200 millioner kroner i ny vækstkapital til at udbygge og styrke Lunars position på markedet og fortsætte arbejdet med at bygge den bedste hverdagsbank i Norden. Første del af investeringsrunden blev lukket i slutningen af 2023, mens anden del blev afsluttet i starten af 2024.

Publiceret 21/2 2024.

Lunar offentliggør i dag, at man har rejst 200 mio. kr. i vækstkapital fra eksisterende investorer. Investeringen styrker Lunar i at bygge den bedste hverdagsbank i Norden og opruste på de forretningsområder med det største indtjenings- og vækstpotentiale. Kapitalrundens første del blev afsluttet ved udgangen af 2023, mens anden del blev lukket i starten af 2024.

”Lunar følger vores strategi, øger indtjeningen, tiltrækker nye erhvervs- og privatkunder og udvikler forretnings- og produktudbuddet med blandt andet Banking Services, som vi nu skruer op for  investeringerne i. Vi fortsætter vores rejse mod profitabilitet, og vi er godt på vej, som vi så i det seneste halvårsregnskab med en fordobling af nettorente- og gebyrindtægterne,” siger stifter og CEO i Lunar Group, Ken Villum Klausen.

Stort potentiale 

Tidligere i år lancerede Lunar et helt nyt forretningsområde med Banking Services, hvor Lunar har åbnet sin nordiske betalingsinfrastruktur for partnere. Lunar har siden præsenteret flere nye partnerskaber, senest med TrueLayer, Europas førende netværk inden for open banking, der via Lunars infrastruktur går ind på det nordiske marked.

”Lunar har et stort markedspotentiale foran os blandt andet inden for Banking Services, og det kvitterer investorerne for. Vi ser også et betydeligt vækstpotentiale inden for mindre erhverv og på det svenske marked, hvor Lunar er i den tidlige del af vækstrejsen. Den ekstra kapital sætter vi i spil i de områder, hvor vi skaber mest værdi for kunderne og forretningen”, siger Ken Villum Klausen.

Lunar har i dag mere end 800.000 privat- og erhvervskunder i Norden.