Det specielle ved kryptovaluta er, at det er en “decentraliseret” valuta. Det betyder, at der ikke er nogen mellemmand ved køb og salg af varer. Der er altså ikke nogen banker eller regeringer, der faciliterer handlerne.

Hvad vil det sige?

Når du køber og sælger varer, bruger du penge til at repræsentere værdien af varerne. En liter mælk kan for eksempel koste 10 kr. Du swiper dit kort, og penge overføres til købmanden.

Men pengene går ikke direkte til købmanden. Pengene går ind på købmandens konto, og den konto er faciliteret af en bank. Med andre ord fungerer banken som en mellemmand.

Så forestil dig, at pengene i stedet gik direkte til købmanden. Det er i hovedtræk sådan, kryptovaluta fungerer.

Læs om investering i kryptovaluta.

Kryptovaluta er også et ureguleret marked. Det betyder blandt andet, at der ikke er nogen central autoritet til at bestemme, hvad prisen på en coin skal være .

Normale penge styres af centralbanker og lignende myndigheder. Det sætter et loft på, hvor hurtigt - og hvor meget - prisen kan stige og falde. Med krypto er der ikke de begrænsninger. Værdien på krypto kan derfor både stige og falde meget hurtigt.

Du kan også læse mere om, hvorfor kryptovaluta stiger og falder her.

Historien bag kryptovaluta.

Den første kryptovaluta, der blev udviklet, er bitcoin - og det var i 2009. Bag opfindelsen står den anonyme skikkelse Satoshi Nakamoto. Der er endnu uvist, om Satoshi Nakamoto er en enkeltperson eller en gruppe af mennesker.
Det banebrydende ved bitcoin er den teknologi, der ligger til grund for valutaen – blockchain. Selve idéen til blockchain blev udviklet tidligere, og de første byggeklodser til teknologien fandt allerede sted tilbage i 80’erne.

Satoshi Nakamoto tog idéen skridtet videre. Ved at udnytte blockchain-teknologien lykkedes det for ham/hende/dem at skabe verdens første decentraliserede valuta.

At valutaen er decentraliseret betyder simpelthen, at der ikke er nogen central autoritet – en mellemmand, såsom en bank eller myndighed – til at facilitere transaktionerne. Når du køber en vare, går pengene direkte ind på forretningens konto.
Den grundlæggende idé med kryptovaluta er altså at skabe et samfund, hvor køb og salg af varer foregår direkte mellem køber og sælger.

Lidt om Blockchain.

Forestil dig en blockchain som et stort digitalt register. Alle køb og salg foretaget med kryptovaluta bliver registreret i det register – i blockhainen. Enhver transaktion bliver noteret i registret.

Med hvad så, hvis nogen hacker registret?

Det smarte ved blockchain er, at alle transaktioner peger tilbage på den forrige transaktion.

Eksempel: Hvis du køber en ting af Sofie med krypto, bliver det registreret med koden “A”.

I koden “A” fremgår der en række detaljer: Sofies navn, dit navn og prisen på tingen.

Sofie bruger nu de penge, som du har betalt, til at købe en helt anden ting.

Det bliver registreret i blockchainen med koden “B”, hvor der også er detaljer på køber, sælger og pris. Men der er også oplysninger om den forrige transaktion – så når vi kigger på Sofies transaktion i blockchainen, vil der være koden “B”, men også “A”.

Og sådan fortsætter det.

Næste transaktion indeholder koderne “B” + “C”. Næste transaktion indeholder koderne “C” + “D”.

I virkeligheden er koderne langt mere komplicerede og kaldes “transaction hash”. Et eksempel på et transaction hash er: 6146ccf6a66d994f7c363db875e31ca35581450a4bf6d3be6cc9ac79233a69d0. Du kan slå transaction hashes op på Etherscan.io .

Så en blockchain kan være ret kompliceret at hacke.

Svært at hacke.

Nok er blockchain et digitalt register, men det opbevares ikke kun på en enkelt computer. En blockchain er offentligt tilgængelig, så alle og enhver kan downloade den og holde styr på, om koderne er korrekte og peger tilbage på de rigtige transaktioner.

Hvis en person hacker en blockchain, vil de for eksempel ændre koden “B” + “C” til i stedet at hedde “B” + “X”, hvor X repræsenterer hackerens egen konto – det ser altså ud som om, hackeren faktisk ejer pengene.

Men her støder hackeren ind i endnu et sikkerhedsværn: Fordi 100 andre mennesker har en kopi af blockchainen, som de dagligt opdaterer, vil de ikke kunne genkende koden “B” + “X”. I deres register står der “B” + “C”.

Før hackeren kan lykkes med sit tyveri, vil det altså kræve, at personen hacker over 50% af registrene i netværket. Og det er præcis dét, som gør det svært at hacke krypto.
I virkeligheden er der ikke tale om 100 personer, der har en kopi – men snarere tusindvis.
Dem, der har en kopi af blockchainen, kaldes i fagsprog for “node”. At blockchain-registret fordeles ud mellem mange mennesker kaldes for et “distribueret register” – og på engelsk “distributed ledger”.