Alt du skal vide om CVR-nummer.
Er du i gang med at starte egen virksomhed? Så kan du nok snart oprette et CVR-nummer. Her kan du se, hvad et CVR-nummer er, hvad det bruges til, og hvordan du opretter dit.
Hvad er et CVR-nummer?
CVR står for det Centrale Virksomhedsregister, som er det danske erhvervsregister. Det er her, virksomheder og organisationer registreres – ligesom CPR-registret indeholder oplysninger på alle borgere i landet.
Et CVR-nummer er et unikt identifikationsnummer i registret og består af 8 cifre. Nummeret tildeles virksomheder og organisationer i Danmark.
CVR-nummeret bruges til at identificere hver virksomhed eller organisation i Danmark. Det bruges i mange forskellige sammenhænge. Det kan for eksempel være:
- Registrering af virksomheden hos myndighederne
- Skatteforhold
- Momsregistrering
- Indsendelse af regnskaber
- Kommunikation med offentlige instanser
- Forretningsmæssige transaktioner.
Det er obligatorisk for danskregistrerede virksomheder og organisationer at have et CVR-nummer og at opdatere oplysninger om deres virksomhed i CVR-registeret.
Medmindre din virksomhed eller organisation omsætter for mindre end 50.000 kr. i løbet af en periode på 12 sammenhængende måneder. Så er du faktisk ikke forpligtet til at oprette et CVR-nummer.
I den forbindelse skal du være opmærksom på, at det også afhænger af virksomhedstypen, om man er forpligtet til at have et CVR-nummer. Har du eksempelvis et ApS, skal du have et CVR-nummer uanset din omsætning.
Om du har et ApS eller ej, kan det stadig være en god idé at oprette et CVR-nummer, fordi du blandt andet kan bruge det til at trække udgifter fra i moms.
Hvordan opretter jeg et CVR-nummer?
Det er lige til at oprette et CVR-nummer. Alt, du skal gøre, er at følge vejledningen på Virk.dk .
De oplysninger, du skal indtaste, vil afhænge af den virksomhedsform, du vælger at oprette. Det kan for eksempel være en enkeltmandsvirksomhed , en personligt ejet mindre virksomhed (PMV), et interessentskab (I/S) eller et anpartsselskab (ApS).
Når du opretter dit CVR-nummer, vil du også blive bedt om at vælge en branchekode. Branchekoden er et 6-cifret tal, der fortæller, hvilken branche din virksomhed arbejder i.
Branchekoden kan ændres senere hen.
For at finde ud af, hvilken branchekode din virksomhed hører under, kan du bruge Virks søgeværktøj .
Se vores detaljerede guide til hvordan du opretter et CVR-nummer her .
Hvad kan jeg bruge et CVR-nummer til?
Som iværksætter er der forskellige grunde til, at du skal oprette et CVR-nummer. Her er nogle af dem.
Momsregistrering og fradrag
Når du har et CVR-nummer, kan du blive momsregistreret og opkræve moms på dine varer eller tjenesteydelser.
Det giver dig også mulighed for at trække moms fra på en række udgifter og faste omkostninger.
Lovmæssige krav
Hvis din virksomhed omsætter for mere end 50.000 kr. i løbet 12 sammenhængende måneder, skal du momsregistrere din virksomhed.
Det er derfor også et krav, at du opretter et CVR-nummer, når du overskrider grænsen for omsætning. Det er for at kunne momsregistrere din virksomhed.
Professionalisme og troværdighed
Med et CVR-nummer signalerer du professionalisme og troværdighed over for dine kunder, leverandører og forretningspartnere.
Det kan vise, at du driver en legitim forretning og overholder gældende regler og forskrifter.
Adgang til erhvervsfordele
Som registreret virksomhed kan du drage fordel af forskellige erhvervsfordele. Det er for eksempel:
- Muligheden for at ansøge om erhvervslån
- Give tilbud på offentlige udbudsprocesser
- Opnå leverandørkontrakter
- Få adgang til specifikke erhvervsstøtteprogrammer og -ressourcer.
Få Lunar Business ligesom 25.000 andre
Lunar er danmarks billigste erhvervskonto til selvstændige. Alt for mange iværksættere oplever, at bankerne er tunge at danse med, og at det er dyrt at få en erhvervskonto. Sådan er det ikke hos os. Vi gør økonomi nemt og billigt, så du kan minimere rutinearbejde og vækste hurtigere.
Så skal du til at starte virksomhed, eller er du allerede i gang? Med Lunar får du en billig erhvervskonto til 0 kr. i oprettelse, og du kan ansøge nemt og digitalt allerede i dag.
Senest opdateret d. 25/10/2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.
Du vil måske også synes om...
Test din iværksætteridé af: Opret hjemmeside med webshop
Har du fået en god iværksætteridé – men stadig ikke helt sikker på, om du har en reel business case? Så kan du starte i det små og teste...
Sådan finder du det rigtige firmanavn
Når du skal oprette dit eget firma, er det en øvelse at finde på det helt rigtige firmanavn. Firmanavnet er ikke ligegyldigt – for det er...
Virksomhedsformer for iværksættere og selvstændige
Overvejer du at starte din egen virksomhed? Her kan du se de forskellige virksomheder, du kan oprette som iværksætter eller selvstændig.
Hvad er en erhvervskonto?
En erhvervskonto holder din privatøkonomi adskilt fra din virksomhedsøkonomi. Den gør det altså nemmere for dig at adskille posteringer på...