Selvstændige og barsel.
Når du skal søge barselsdagdepenge som selvstændig, har det betydning, hvor meget du arbejder, og hvilken type virksomhed du har. Her kan du læse mere om, hvad reglerne er, når du skal på barsel som selvstændig.
Nye barselsregler fra den 2. august 2022.
Er du selvstændig med et barn født den 2. august 2022 eller senere, er du omfattet af den nye orlovsmodel.
De nye barselsregler indebærer som udgangspunkt en ligedeling af orloven mellem forældrene. Det betyder, at forældre, der bor sammen ved fødslen eller modtagelsen af barnet, som udgangspunkt har ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge hver efter fødslen eller modtagelsen af barnet.
Som forældre har I mulighed for at overdrage nogle af orlovsugerne til hinanden – på den måde kan I altså planlægge jeres orlov, så den passer til jeres arbejds- og familieliv. Hvis den ene forælder overdrager noget af sin orlov, kan den anden forælder altså holde mere end 24 ugers orlov med barselsdagpenge.
Som selvstændig kan du overdrage op til 22 af dine orlovsuger til den anden forælder.
Tip: Du kan læse mere om de nye barselsregler på Virk.dk .
Når du skal søge barselsdagpenge som selvstændig.
Når du søger barselsdagpenge som selvstændig, har det betydning, hvilken virksomhedstype du har, og hvor meget du arbejder.
Udbetaling Danmark vil typisk betragte dig som selvstændig, hvis du opfylder alle krav herunder. Du:
- Udfører dit arbejde i eget navn, for egen regning og for egen risiko
- Er momsregistreret, og din indtjening beskattes som B-indkomst
- Kan ansætte andre til at udføre dit arbejde
- Selv betaler for materialer, kontor, bil og lignende
- Udfører dit arbejde hjemme eller fra eget kontor
- Fastlægger dine egne arbejdstider
- Selv fastsætter din løn, dit honorar og prisen på eventuelle produkter og ydelser
- Har indgået skriftlige samarbejdsaftaler og har flere kunder
- Har tegnet en frivillig erhvervsforsikring
- Er ejer eller medejer af en enkeltmandsvirksomhed (EVS), et interessentskab (I/S) eller et kommanditselskab (K/S )
Har du en medarbejdende ægtefælle, betragtes vedkommende også som selvstændig, medmindre der er indgået en lønaftale med din virksomhed.
Selvstændig med CVR-nummer.
Hvis din virksomhed har et CVR-nummer, kan du finde relevant information om barsel for selvstændige på Borger.dk – Barsel og orlov under emnerne:
- Søg barselsdagpenge
- Planlæg orloven
- Økonomi
- Ferie
- Sygdom
- Forlæng eller udskyd orloven
Selvstændig uden CVR-nummer.
Hvis din virksomhed ikke har et CVR-nummer, skal du kontakte Udbetaling Danmark for at søge om barselsdagpenge som selvstændig.
På Borger.dk under Udbetaling Danmark kan du finde Udbetaling Danmarks kontaktoplysninger og selvbetjeningsløsninger.
Ansat i egen virksomhed.
Hvis du er ansat i din egen virksomhed – som eget ApS eller A/S – er du lønmodtager og ikke selvstændig.
Tip: Her kan du læse mere om de regler, der gælder for dig som lønmodtager på barsel.
Kompensation fra Barsel.dk
Hvis du kan få barselsdagpenge som selvstændig, og hvis du har en årsindtægt som selvstændig, der er højere end den maksimale dagpengesats, har du per 1. januar 2021 også mulighed for at få kompensation fra Barsel.dk.
Når du søger barselsdagpenge, søger du samtidig automatisk om kompensation.
Barsel til selvstændige finansieres af et fast bidrag, som skal betales en gang om året. Hvis du skal betale bidrag, får du en opkrævning fra Barsel.dk i din personlige digitale postkasse. Du skal altså ikke selv gøre noget, før du modtager opkrævningen.
Tip: Her kan du læse mere og se betingelserne for kompensation fra Barsel.dk .
Som selvstændig kan du holde delvis orlov.
Hvis du ikke ønsker at stoppe dit arbejde helt, når du går på barsel, har du som selvstændig mulighed for at holde delvis orlov.
Du har tre muligheder for at arbejde under din orlov:
- Du kan arbejde op til 25% om ugen. Du holder altså orlov 75% af tiden med 75% af de barselsdagpenge, du kan få på fuld orlov.
- Du kan arbejde mere end 25% og op til 50% om ugen. Vælger du denne mulighed, holder du orlov 50% af ugen med halve barselsdagpenge.
- Du kan genoptage dit arbejde med mere end 50% om ugen. Gør du dette, er det som at arbejde på fuld tid – du vil altså ikke kunne få udbetalt barselsdagpenge.
Som selvstændig skal du beregne den tid, du arbejder under orlov, i forhold til det antal ugentlige timer, du har oplyst til Udbetaling Danmark.
Eksempel: Hvis du har oplyst, at du arbejder 50 timer om ugen, må du arbejde op til 25 timer om ugen, hvis du ønsker at arbejde halv tid – altså 50% om ugen – under din orlov.
Indberet din orlov og søg om barselsdagpenge inden 3 uger.
Som selvstændig med CVR-nummer skal du indberette din orlov i NemRefusion senest 3 uger efter din første fraværsdag. Du søger barselsdagpenge, når du indberetter din orlov.
Søger du senere end 3 uger efter første fraværsdag, kan du først få dagpenge fra den dag, Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning. I særlige tilfælde kan du få dispensation fra ansøgningsfristen.
Når du har søgt om barselsdagpenge, vil dine oplysninger bliver behandlet, og du vil få svar inden for 3 uger.
Læs også: Selvstændige og sygedagpenge og Selvstændige og pension
Senest opdateret d. 23/03/2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.
Du vil måske også synes om...
Trin 6 i forretningsplanen: Din virksomheds udvikling
Som del af din forretningsplan, skal der være en strategi for, hvordan du vil udvikle din virksomhed. Den beskriver, hvordan virksomheden...
Forretningsplan til banken: Det skal den indeholde
Når du skal låne penge af banken, er forretningsplanen en del af den kreditvurdering, banken laver af dig. Forretningsplanen er en...
Hvad er en betalingsgateway?
En betalingsgateway er den software, der gør det muligt for dig at tage imod betaling online fra dine kunder. Det er relevant for dig, der...
Hvad er et bogføringsprogram?
Et digitalt bogføringsprogram er et essentielt redskab for enhver iværksætter eller selvstændig, der vil holde styr på sin virksomheds...